Flemming Østergaard

Egentlig hedder han Flemming Ammentorp Østergaard, men på et tidspunkt i slutningen af 90’erne opstod tilnavnet DON Ø. Han brød sig ikke om navnet, fordi han syntes, at det havde en klang af mafia over sig, men så fik han et brev fra en fangruppe. De håbede, at han opfattede det som en ærestitel og fortalte, at han var den faderlige figur for klubben og for fansene. Siden har han taget det som en ærestitel, som han i dag er stolt af.

Historien om DON Ø’s tilnavn er på mange måder typisk for hans indstilling til tilværelsen. Han har altid været god til at gøre en dyd af at vende en vanskelig situation til en styrke. Denne egenskab er en god følgesvend, når man samtidig har gjort det til et personligt livsprojekt at fornægte de begrænsninger, der på vore breddegrader trækkes ned over hovederne på os fra barnsben.

I Danmark skal man ikke tro, at man er noget, og hvis man er, så skal man ikke gå stille med dørene. DON Ø er ikke bange for at tro, at han er noget, og han opfører sig ikke ligefrem som en omvandrende undskyldning, så han har samlet en uskøn buket af modstandere, der ikke sjældent udfordrer hans evne til at vende kritik til positiv energi.

Det har altid været uforståeligt for ham, at den grundlæggende respekt for hinanden, som det danske samfund hviler på, har så vanskeligt ved at rumme det dilemma, at vi på én gang er født lige og forskellige. Vi har - og bør have - de samme rettigheder fra fødslen, men vi er - og bør være - forskellige mennesker med individuelle færdigheder og personlige drømme for, hvordan vor tilværelse skal udvikle sig.