Lang Levetid
– Emils opskrift til et langt liv i en sund krop
Emil Thorup har sat sig et mål, nemlig at finde nøglen til en sundere krop og et længere liv.
Hør i dette underholdende og topærlige oplæg om, hvordan Emil gennem det seneste år intensivt har jagtet en ny og yngre version af sig selv. Bevæbnet med videnskab og ekspertrådgivning har han omlagt sin kostvaner, træning og søvn, for at snyde sin krop til at tro den er langt yngre end den reelt er. Begrebet kaldes "longevity", lang levetid.
Emil inviterer dig med bagom sin personlige transformation med dokumenterede, målbare og synlige resultater, men også udfordringer, for vejen til et længere liv har ikke været uden personlige omkostninger for ham. Han fortæller om de konkrete ændringer, han har gennemført i sin livsstil, og hvordan de ikke kun kan ses i spejlbilledet og måles på helbredet, men også kan mærkes i hans tætteste relationer. Med humor og autenticitet deler Emil konkrete råd til, hvordan man kan bryde dårlige indgroede vaner og investere i sin egen langtidsholdbarhed.
Kom og få inspiration til at få en stærkere og sundere krop og et langt liv. Emil formår at kombinere videnskab med personlige erfaringer og tankevækkende og sjove anekdoter på en måde, der engagerer, motiverer og ikke mindst underholder.
Om Emil Thorup
Influencer, podcast- og tv-vært
Emil Thorup er en markant dansk iværksætter og medieprofil. Som tv- og podcastvært, designer og ejer af flere succesfulde virksomheder har han skabt en stærk platform, hvorfra han inspirerer andre til at forfølge deres ambitioner.
Emil er kendt som vært på DR med populære programmer som Sexministeriet, Emils damer og Livet ifølge Emil og Thomas. I 2015 tog han springet fuldt ud som iværksætter med lanceringen af møbelbrandet HANDVÄRK, der hurtigt fik succes og placerede ham som en seriøs aktør i designbranchen.
I dag beskæftiger han sig primært med sundhed og longevity og har bl.a. skrevet bogen Lang Levetid.