Tidspunkt: 6. marts 2025 kl. 12.00 - 12.50
Styrer du din økonomi og dit regnskab til perfektion, og er momsfristen din kvartalsvise festdag?
Så skal du ikke dukke op til dette oplæg.
For så tilhører du nemlig den promille af iværksættere, der vil grine hånligt af de pointer, som Christian Sillesen fra Lunar og Nicolai Busk fra Dinero leverer.
Men du skal dukke op, hvis du også synes, at regnskab og økonomi er en sur pligt, der bare skal overstås – og hvis du har svært ved at finde tid og energi til at bøvle med økonomistyring i en travl og hektisk hverdag med syv-otte kasketter og tonsvis af opgaver.
For dårlig økonomistyring og cashflow-problemer lyder måske som kedelige buzzwords fra en CBS-forelæsning. Men det er blandt de hyppigste årsager til, at startups knækker nakken.
Så vil du være gode venner med regnskab og økonomi og bruge det til at træffe velovervejede beslutninger og spille dig bedre, så skal du møde op til workshoppen med Christian og Nicolai.
Du får tips, tricks og værktøjer, der styrker din virksomhed økonomisk, hjælper dig med at stryge uden om ubehagelige overraskelser og bringer dig tættere på dine mål som iværksætter.
Om Christian Sillesen
Head of Commercial, Lunar
Christian Sillesen har været en del af Lunar siden 2022, hvor han i rollen som Head of Commercial sidder med det overordnede ansvar for bankens kommercielle udvikling inden for både privat- og erhvervskunder. Hans ansvar omfatter indtjeningen og kommercielle modeller i begge segmenter samt etablering og styrkelse af strategiske partnerskaber, og alt her i mellem. Blandt andet har Christian stået i spidsen for partnerskabet Lunar x SAS, det første EuroBonus debit kort i samspil med VISA.
Med yderligere 7 års erfaring fra Saxo Bank - inden for områderne: Finance, Business & Product Development samt Commercial Strategy & Pricing, kan Christian bistå med viden og hands-on erfaring, når det kommer til de kommercielle drivkræfter bag en virksomhed - stor som lille.
Om Nicolai Busk
Business Development & Partnership Manager, Dinero
Nicolai Busk har været en del af Dinero i snart 7 år. Rejsen startede i bogføringssupporten, hvor han lærte at danse med debit og kredit. Senere rykkede han til produktafdelingen, hvor han var med til at lancere alt fra store hits til de knap så populære features.
De sidste 4 år har Nicolai været en del af revenue-teamet, hvor han har haft ansvaret for Dineros forretningsudvikling, og bidraget til at fastholde en imponerende årlig vækst på 20 % – både på top- og bundlinjen. Samtidig er han med til at tegne kursen for, hvad Dinero skal leve af i fremtiden.
Ved siden af sit arbejde har Nicolai de sidste 2-3 år haft gang i sit eget SaaS-eventyr. Mange tidligere morgener, aftener og weekender er derfor blevet brugt på at bygge og sælge løsningen sammen med sin Co-founder.
Nicolai kan om nogen sætte sig i iværksætterens sted og give kvalificerede råd til, hvordan du flytter fokus fra det praktiske over på din business.